Polycarbonat (PC) er polyesterklassen af ​​kulsyre. Kulsyre i sig selv er ikke stabil, men dens derivater (såsom fosgen, urinstof, karbonat) har en vis stabilitet.

Ifølge den forskellige alkoholstruktur kan polycarbonat opdeles i to kategorier: alifatisk og aromatisk.

Alifatisk polycarbonat. Såsom polyethylencarbonat, polytrimethylencarbonat og dets copolymerer, lavt smeltepunkt og glasovergangstemperatur, dårlig styrke, kan ikke anvendes som strukturmaterialer; men på grund af dets biokompatibilitet og bionedbrydelige egenskaber kan det anvendes i langsomt frigivende lægemiddelbærere, kirurgiske suturer, knoglestøttematerialer og andre anvendelser.

Polycarbonat er modstandsdygtigt over for svage syrer, svage baser og neutrale olier.

Polycarbonat er ikke modstandsdygtigt over for ultraviolet lys og stærke alkalier.

PC er en lineær karbonatpolyester med alternerende kulsyregrupper i molekylet med nogle andre grupper, der kan være aromatiske, alifatiske eller begge dele. Bisphenol A-type PC er det vigtigste industriprodukt.

PC er en næsten farveløs, glasagtig, amorf polymer med gode optiske egenskaber. PC-harpiks med høj molekylvægt har høj sejhed, en slagstyrke på 600~900J/m² i udkragningsbjælker, en varmeafbøjningstemperatur på ca. 130°C i ufyldte materialer, og glasfiberforstærkning kan øge denne værdi med 10°C. PC's bøjningsmodul kan nå mere end 2400 MPa, hvilket gør harpiksen egnet til store, stive produkter. Krybehastigheden under belastning er meget lav under 100°C. PC er dårligt hydrolysebestandig og kan ikke bruges til produkter, der gentagne gange udsættes for højtryksdamp.

De væsentligste mangler ved PC's ydeevne er manglende hydrolytisk stabilitet, følsomhed over for afskalning, modstandsdygtighed over for organiske kemikalier, dårlig ridsefasthed og gulning fra langvarig eksponering for UV-lys. Ligesom andre harpikser er PC modtagelig for erosion fra visse organiske opløsningsmidler.

PC-materialer er flammehæmmende. Modstandsdygtige over for oxidation.